Hvad søger du?

Inspirationsmøde om Kastrup Gammel Havn – opsamling

Sund & Bælt afholdt den 31. januar 2024 i samarbejde med Tårnby Kommune et inspirationsmøde for borgere og foreninger i nærområdet omkring Kastrup Gammel Havn for at få afdækket den nuværende brug af området og ønsker til en fremtidig udformning af området.  

Østlig Ringvej og stormflodssikring 

Udgangspunktet for mødet var Sund & Bælts igangværende arbejde med en miljøkonsekvensvurdering af Østlig Ringvej. Det er en tunnel, der tænkes anlagt som en sænketunnel langs Amagers østkyst, og som kan forbinde Øresundsmotorvejen i syd med Helsingørmotorvejen i nord. Ud over dette projekt er man fra statslig side samtidig i gang med at undersøge, hvordan København kan stormflodssikres, og derfor samtænkes stormflodssikring med det mulige tilslutningsanlæg for Østlig Ringvej. På den baggrund havde Sund & Bælt inviteret til et møde, som gerne skulle inspirere til idéer for, hvordan området kan udformes, hvis man vælger at gå videre med Østlig Ringvej og stormflodssikring af området. 

Nye muligheder

Omkring 90 fremmødte valgte at bruge godt tre timer en onsdag aften i januar til at komme med meget værdsatte input. Arrangement bød efter en kort velkomst også på oplæg fra Tårnbys borgmester, Allan S. Andersen, der i sin tale kom ind på, hvordan projekter tidligere har givet udviklingsmuligheder for området. Og nu kom der måske endnu en chance, påpegede han. 

- Med projektet om Østlig Ringvej og tilslutningsanlægget kommer der igen nye muligheder. Med mulighederne kommer også nye visioner. Jeg ved blandt andet, at Østlig Ringvej vil tage presset, så Amager Strandvej kan blive mindre trafikeret. Det vil skabe sammenhæng mellem strandområdet, havneområderne og beboelsesområderne i Kastrup, sagde Allan S. Andersen, inden de mange fremmødte fik en introduktion til projektet Østlig Ringvej med særligt fokus på området omkring Kastrup Gammel Havn. 

Brug i dag 

Et vigtigt punkt for arbejdet med miljøkonsekvensvurderingen af Østlig Ringvej er at få viden om, hvordan berørte områder anvendes i dag.
Derfor var første opgave for de mange fremmødte at fordele sig i grupper og fortælle om, hvilke funktioner havneområdet dækker, og hvilken betydning området har for borgerne i dag. Alle input blev noteret på post-its og samlet ude ved bordene. 

Og den rekreative brug står højt på agendaen. Området udgør et vigtigt omdrejningspunkt for rekreative aktiviteter til søs både i form af sejlads og fiskeri. Selve havnen og de tilstødende arealer er samtidigt vigtige for gåture, motion, frisk luft, afslapning, hundeluftning, grill i det fri og den gode udsigt over Øresund. Alle aspekter og input, som nu er opsamlet og noteret til det videre arbejde med miljøkonsekvensvurderingen.  

 

Nogle af de mange input blev opsamlet på post-its, og er siden blevet sorteret og bearbejdet, så det kan indgå i det videre arbejde med området.

 

Visioner og ønsker til fremtiden 

Men dagens brug af området var blot opvarmningen på denne aften. For lige så vigtigt var det at få visioner og ønsker til fremtidens område frem. Og til at hjælpe inspirationen på vej og komme med ideer, var landskabsarkitekt Dan Hasløv blevet inviteret til at fortælle om nogle af de mange projekter han og hans firma har været inddraget i med rekreative områder langs kyster både i hovedstadsområdet og andre steder i landet. Det er blandt andet Dan Hasløv, som har været med til at realisere Amager Strandpark, så lokalkendskabet var på plads.

Muligheder for rekreative kyststrækninger 

Det samme var tilhørerne, da Dan Hasløv viste og fortalte, hvordan selv noget så teknisk som udformning af en halvø, der skal fungere som område for tilslutningsanlæg, kan integreres i et samlet miljø, der kan fremme rekreative formål i området. 

 

 

 

Arkitekt Dan Hasløv kom med inspiration til, hvordan man kan udnytte nye anlæg til at skabe nye områder med laguner og aktiviteter. Det satte gang i kreativiteten blandt de fremmødte, og der kom mange gode forslag på bordet.

 

Med udgangspunkt i tre principielt forskellige måder at kystsikre på – bagom kysten, på kysten og foran kysten – viste Dan Hasløv eksempler på, hvad de forskellige tilgange giver af muligheder. På baggrund af inputtene ved arbejdsborde efterfølgende kan det konkluderes, at ikke mindst tanken om et fremskudt dige og nyt laguneområde havde appel blandt de fremmødte. Forslagene til, hvordan sådan et kystområde kan udformes, og hvad det kan indeholde, var mange og inspirerende. 

 

Udflytning af havne og flere fiskepladser 

Inputtene dækker både praktiske og rekreative formål. Rent praktisk var flere inde på flytning af havnene fra de inderste dele af den nuværende bugt til længere ud i en nyetableret lagune, ligesom mange har foreslået fiskepladser på de moler og anlæg, der kan blive en realitet i forbindelse med en beslutning om at anlægge Østlig Ringvej.   

Stor kreativitet 

Kreativiteten strækker dog længere end praktiske formål, og idéer som svævebane fra mole til tunnelindkørsel, anlæggelse af amfiteater til events, stier, vinterbadeklub, sauna, svømmebaner, gode udsigtspunkter, café og generelt rum for rekreativt brug og socialt samvær var også en del af de mange input. Forslag som gondolsejlads, vinbar på molen og udspringstårn kom også på banen ligesom ønsket om at flytte et tilslutningsanlæg længere mod øst og væk fra det nuværende havneområde.  

Input indgår i det videre arbejde

Nogle af forslagene er naturligt nok nemmere at indarbejde i et projekt end andre, ligesom visse af dem måske ligger uden for, hvad projekter som Østlig Ringvej og stormflodssikring i udgangspunkt indeholder. Men alle input er yderst velkomne og har givet stof til eftertanke, siger Henrik Christensen, der som teknisk direktør i Sund & Bælt holdt oplæg om udformningen af tilslutningsanlæg for Østlig Ringvej og aftenen igennem kom i dialog med mange af de fremmødte. En dialog, han synes har båret frugt:  

- Jeg synes, der er alt mulig grund til at sige tak til de fremmødte og deres engagement og mange idéer. Vi kan se, at der er en generel enighed om vigtigheden i at bevare den kultur og historik, der karakteriserer området i dag, samtidig med at der er en positivitet og åbenhed over for de muligheder, som en kombineret tilslutning og kystsikring også kan byde på. Det er værdifulde indspark, og vi vil have de fremførte idéer i tankerne i den videre udformning af området, siger Henrik Christensen, Teknisk direktør i Sund & Bælt. 

På mødet var der blandt andet mulighed for at tegne sine forslag ind på plancher, hvilket der heldigvis var mange, der gjorde.

 

Sund & Bælt takker alle de fremmødte for deres gode input og ser frem til fortsat god dialog i forbindelse med miljøkonsekvensvurderingen af Østlig Ringvej og forundersøgelsen af stormflodssikring af København.