Hvad søger du?

25 april 2024

Besøg hos Amagerlystfiskeren

I sidste uge var vi på besøg hos bestyrelsen for foreningen Amagerlystfiskeren for at fortælle om den igangværende miljøkonsekvensvurdering af Østlig Ringvej.

Amagerlystfiskeren er en forening fra 1957 med mange sociale arrangementer, der tager udgangspunkt i fiskeri og deres hyggelige klubhus ved Kastrup Gammel Havn.  

Mødet bød ikke blot på muligheden for at fortælle om, hvordan vi fra Sund & Bælt griber opgaven med at undersøge Østlig Ringvej ud for Amagers østkyst an, men også på spændende fiskehistorier fra nær og fjern og en lækker flæskestegssandwich 

Interessefællesskabet var også stort, da miljøkonsulent Gunnar P. Jensen fra Sund & Bælt (yderst til venstre på fotoet) kom ind på de fisketællinger med garn, ruser og snorkling, der er foretaget i farvandet. 82.000 fisk er blevet observeret fordelt på 37 arter og ikke mindst oplysningen om, at der var blevet observeret en stime med 30 fisk af tunfiskearten rygstribet pelamide, lod til at vække lystfiskernes interesse. 

Vi takker Dan (nummer 2. fra venstre), Bent, Thomas og Ole mange gange for det fornemme værtskab, og ser frem til at møde jeres forening igen i regi af det Havneforum, vi har oprettet for kystrelaterede foreninger langs Amagers østkyst.