11 september 2024
Københavns Havn har været et område med meget kommerciel skibstrafik, og Øresund har været scenen for flere historiske søslag. Derfor skal vi blive klogere på, om der er fortidsminder i området, som vi skal være opmærksomme på, hvis man beslutter at anlægge en Østlig Ringvej.
På baggrund af geofysiske data har Vikingeskibsmuseet i en geoarkæologisk analyse udpeget flere anomalier – en betegnelse for aftegninger på havbunden. Aftegningerne kan både vise sig at være gammelt skrammel eller fortidsminder, så derfor har vi behov for at undersøge det nærmere.
I første omgang kigger vi nærmere på anomalierne med en undervandsdrone. Optagelserne skal give et billede af, om der er behov for at foretage en supplerende dykkebesigtigelse af anomalierne.
Optagelserne med undervandsdrone forventes at vare frem til slutningen af denne uge og udføres af Vikingeskibsmuseet som en del af miljøkonsekvensvurderingen af Østlig Ringvej.