Derfor har vi fra 2023 til 2025 i samarbejde med vores rådgivere COWI og WSP grundigt undersøgt, hvordan havbunden langs Amagers østkyst ser ud.
Vi er nu ved at afslutte de sidste feltarbejder og har indsamlet mange data og kort for området.
Til at kortlægge havbunden, har vi blandt andet benyttet et fjernstyret undervandskamera kaldet en ROV (Remotely Operated Vehicle), der filmer havbunden.
ROV-undersøgelsen bygger videre på de tidligere undersøgelser med en såkaldt Side Scan Sonar, der har kortlagt havbunden med lydbølger, så det er muligt at danne sig et billede af, om havbunden består af mudder, sand, bølgeribber, sten, vrag eller andet.
Mini-ubådens undervandsoptagelser skal bruges til at be- eller afkræfte den tidligere indsamlede kortlægning af havbunden. Undervandsoptagelserne viser nemlig også naturforhold og organismer, så vi kan fastslå, hvilke naturtyper, der er tale om.
Alle resultaterne vil nu blive behandlet og indgå i den samlede miljøkonsekvensrapport for Østlig Ringvej, som vi forventer er færdig næste år.
